Ny rapport: Derfor er tillid afgørende i arbejdet med stressforebyggelse

Tillid er en grundlæggende forudsætning, når man vil arbejde effektivt med stressforebyggelse. Det viser ny rapport, som TeamArbejdsliv har udarbejdet for Arbejdstilsynet. Når medarbejdere og ledere har tillid til hinanden, bliver det lettere at tale om belastninger i arbejdet, reagere i tide og finde løsninger sammen.

Tillid mellem ledelse og medarbejdere er en vigtig medvirkende faktor, når der skal forebygges arbejdsrelateret stress og skabes et godt psykisk arbejdsmiljø.

Det er en af hovedkonklusionerne i TeamArbejdslivs nye vidensgrundlag om psykisk arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress, som er udarbejdet for Arbejdstilsynet. Rapporten samler viden fra forskning og praksis om, hvad der skaber trivsel, forebygger stress og understøtter et bæredygtigt arbejdsliv.

– Tillid er grundlæggende for samarbejdet om udvikling af arbejdsmiljøet. Tillid virker som en form for energi. Når der er meget tillid, så bliver både arbejdsmiljøarbejdet og arbejdet omkring kerneopgaven stærkere. Det bliver i øvrigt gensidigt selvforstærkende. Hvis tillid er en mangelvare, er det vigtigt, at dem der har ressourcer til det – typisk ledelsen, men gerne fx MED/AMO-systemet – får sået nogle frø ved at vise initiativ og turde vove at sætte gang i indsatser. Små skridt kan være afgørende for at igangsætte en positiv udvikling.

Det fortæller Peter Hagedorn Rasmussen, arbejdslivsforsker og konsulent i TeamArbejdsliv, som har været med til at udarbejde rapporten.

Lettere at løse udfordringer

Når ledelse og medarbejdere har tillid til hinanden, bliver det ifølge Peter Hagedorn Rasmussen lettere at tale åbent om de udfordringer, der påvirker arbejdsmiljøet. Samtidig viser vidensgrundlaget, at et tillidsfuldt samarbejde understøtter bedre beslutninger – både når det gælder opgaveløsning og arbejdsmiljø – og øger sandsynligheden for, at beslutningerne bliver omsat til handling.

Tillid skaber dermed et fundament, som arbejdspladser kan bygge videre på, når de ønsker at forebygge stress og styrke trivslen.

Når der er tillid, bliver det meget nemmere at dele den uudtalte viden, som handler om spændinger eller paradokser. Det er viden, som kan gøre ellers enkle arbejdsgange vanskelige eller spændingsfyldte og tære på samarbejdsrelationer. Når denne viden deles, bliver det meget nemmere at få skabt smidige relationer og arbejdsgange til glæde for både kerneopgave, trivsel og arbejdsmiljø, siger Peter Hagedorn Rasmussen

Medarbejderne kender arbejdsmiljøet bedst

En anden vigtig pointe i rapporten er, at medarbejderne er eksperter i deres egen hverdag. De ved, hvor skoen trykker, hvilke forhold der understøtter arbejdet, og hvilke udfordringer der kan føre til stress og mistrivsel.

Derfor peger vidensgrundlaget på, at medarbejdernes erfaringer og perspektiver er afgørende, når arbejdspladser skal udvikle indsatser, der faktisk virker. Samtidig er ledelsens opbakning nødvendig for, at løsningerne kan gennemføres og forankres i organisationen.

– Udvikling af prøvehandlinger og etablering af læringsrum er stærke til at skabe inddragelse. Her undersøger og deltager medarbejdere og medarbejderrepræsentanter i både at undersøge og udvikle indsatser, der skaber mere bæredygtige arbejdsgange og bedre trivsel,fortæller en anden af rapportens forfattere, Henrik Ankerstjerne Eriksen, konsulent og partner i TeamArbejdsliv.

Peter Hagedorn Rasmussen supplerer:

– Det er en central udfordring for arbejdet med arbejdsmiljøforbedringer at gøre dem relevante for en hverdagspraksis. Spørgsmålet om relevans kan ikke besvares uden at inddrage medarbejderne. Så inddragelse af medarbejderne er en vigtig kvalitets sikring af de løsninger man arbejder med på arbejdspladsen.

Der findes ikke én løsning, der passer til alle

Arbejdspladser er forskellige. De har forskellige opgaver, kulturer, organiseringer og udfordringer. Derfor findes der heller ikke én universel metode til at forebygge stress eller skabe et godt psykisk arbejdsmiljø.

Rapporten viser tværtimod, at de mest holdbare løsninger udvikles lokalt – af de mennesker, der kender arbejdet og arbejdspladsen bedst. Indsatser virker bedst, når de tager udgangspunkt i den konkrete hverdag og kobles til den måde, arbejdet faktisk bliver udført på.

– Dét, der kan være stressende eller skabe dårligt psykisk arbejdsmiljø i udviklingen af IT-løsninger, er åbenlyst noget andet end det, der udfordrer på byggepladsen eller i mødet med patienter på hospitalet eller i hjemmeplejen. Kerneopgaverne er grundlæggende forskellige og det er arbejdets miljø omkring kerneopgaven også. Derfor hviler bæredygtige løsninger på inddragelse af medarbejderne på de konkrete arbejdspladser, fortæller Peter Hagedorn Rasmussen.

Små skridt kan skabe store forandringer

Mange arbejdspladser forbinder arbejdsmiljøindsatser med store projekter og omfattende forandringer. Men vidensgrundlaget peger på, at det ofte kan være mere effektivt at begynde med små og overskuelige prøvehandlinger.

Et nyt mødeformat, en ændret arbejdsrutine eller en fælles aftale om samarbejdet kan være nok til at skabe positive erfaringer. Når noget virker, kan arbejdspladsen bygge videre på det og gradvist skabe større forandringer.

Fra forskning til praksis

Vidensgrundlaget er udviklet med et klart mål: at samle og omsætte eksisterende viden om psykisk arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress til brugbar viden for arbejdspladser. Rapporten kombinerer forskning med erfaringer fra praksis og peger på konkrete forhold, som arbejdspladser kan arbejde med for at styrke trivsel og forebygge stress.

For TeamArbejdsliv er rapportens vigtigste budskab, at et godt psykisk arbejdsmiljø ikke skabes ved siden af arbejdet. Det skabes i arbejdet – gennem tillid, samarbejde og løsninger, som udvikles af dem, der kender hverdagen bedst, understreger Henrik Ankerstjerne Eriksen og slutter: 

– For de arbejdspladser, som lykkes godt med samarbejdet om at udvike arbejdsmiljøet, er der flere velkendte sidegevinster. Arbejdspladsen vil med stor sandsynlighed blive omtalt positivt af egne medarbejdere og kunne få et godt ry indenfor de professioner, som arbejder der. Det gode ry gør det nemmere at tiltrække arbejdskraft og desuden smitter det af på medarbejdernes engagement i hverdagen.


Fakta om rapporten

Vidensgrundlag om psykisk arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress i Danmark er udarbejdet af TeamArbejdsliv for Arbejdstilsynet. Forfattergruppen består af Karen Albertsen, Peter Hagedorn Rasmussen, Jenny Marie Hjortebjerg, Johan Høy Jensen, Fie Schwartz Egede og Henrik Ankerstjerne Eriksen fra TeamArbejdsliv.

Læs rapporten her: samlet-vidensgrundlag-om-psykisk-arbejdsmiljoe-og-arbejdsrelateret-stress-i-danmark.pdf


Kontakt:

Peter Hagedorn-Rasmussen                          Henrik Ankerstjerne Eriksen

35 90 10 60                                                       22 86 21 37

PHR@teamarbejdsliv.dk           HAE@teamarbejdsliv.dk

Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.