Hvordan vurderer man forskningskvalitet, når samfundsrelevans og impact skal fylde mere? En ny rapport analyserer praksis hos 10 danske og internationale forskningsfonde og peger på, at fremtidens forskningsledelse i stigende grad skal balancere mellem akademisk kvalitet og samfundsmæssig værdi.
CoARA udvider forståelsen af forskningskvalitet
Forskningens samfundsrelevans har længe været et tema i strategier og projekter, men CoARA-initiativet (Coalition for Advancing Research Assessment) sætter yderligere fokus på at udvide kriterierne for, hvad forskningskvalitet er. Målet er at styrke forskningens værdi for samfundet og skabe en bredere tilgang til forskningsvurdering.
Arbejdet med de nye kriterier kræver dog viden, kompetenceudvikling og engagement på tværs af forskningsmiljøer.
-Hvis potentialerne i CoARA-initiativet skal realiseres, er der brug for kapacitetsopbygning gennem involverende processer med forskere og ledere på forskellige niveauer, hvor viden og kulturtilpasning udvikles med respekt for kvaliteten af det akademiske arbejde, siger forskningschef Ulrik Gensby fra TeamArbejdsliv.
Nye krav til forskningsledelse
Rapporten understreger, at vurdering af forskningens samfundsmæssige impact kræver et bredere mindset end den traditionelle måling af publikationer, citationer og h-index. Det stiller nye krav til forskningsledere, som i højere grad skal kunne navigere mellem forskellige hensyn.
-Forandringer som følge af nye evalueringskriterier vil føre til, at forskningsledere i stigende grad skal kunne håndtere modsatrettede hensyn og finde veje til at lede i spændingsfeltet mellem akademisk og samfundsmæssig impact, fortæller erhvervsforsker og ledelsesrådgiver Jonas Hedegaard fra TeamArbejdsliv.
Analyse af 10 internationale fonde
Rapporten Emerging Practices in Research Assessment: Cross-Case Analysis of 10 International Funders analyserer praksis hos 10 danske og internationale fonde og viser, hvordan forskningsfinansierende organisationer er med til at forme forskningskulturer, karriereveje og normer for forskningsvurdering. Analysen bygger blandt andet på arbejde fra CoARA, Science Europe og Research on Research Institute (RoRI).
Rapporten er udarbejdet i samarbejde mellem Aalborg Universitet (David Budtz Pedersen, Olivia Karlsson Hansen, Josephine Bøgen Theilgaard og Kathrine Bjerg Bennike) og TeamArbejdsliv (Ulrik Gensby og Jonas Hedegaard).
Den er finansieret af Europa-Kommissionen og Novo Nordisk Fonden og indgår som led i EU-formandskabets aktiviteter. Rapporten blev præsenteret i forbindelse med high-level konferencen Conference on Reforming Research Assessment (CERRA) i København i december 2025.
Læs rapporten og få sparring
Rapporten kan downloades via Aalborg Universitets hjemmeside New Report: Emerging Practices in Research Assessment: Cross-Case Analysis of 10 International Funders – Aalborg Universitet
Ønsker du sparring til, hvordan din organisation kan udvikle forskningsledelse og sikre viden og kompetencer til at arbejde med samfundsrelevans og impact, tilbyder TeamArbejdsliv sparring, viden og værktøjer.
Kontakt
Forskningschef Ulrik Gensby, TeamArbejdsliv
Mail: uge@teamarbejdsliv.dk
Telefon: +45 22 22 50 34
