Opbygning af tillid, fælles retning og videndeling om den enkelte unge er nogle af de elementer, der kan medvirke til opnå holdbare indsatser for sårbare unge. Men det kræver særlige kompetencer og et godt kendskab til den unges situation og muligheder. Det fremgår af en ny rapport fra TeamArbejdsliv.
Flere og flere unge diagnosticeres med psykiske udfordringer som angst, depression, ADHD og skolevægring. Men trods mange forebyggende tiltag oplever både de unge og deres pårørende, at systemet ofte ikke formår at levere relevant støtte i tide. De fagprofessionelle står samtidig med følelsen af utilstrækkelighed i et system, hvor samarbejdet sjældent er selvkørende.
Samarbejde er ikke bare møder
En ny rapport, som forskere fra TeamArbejdsliv og RUC står bag, kaster lys over, hvordan den relationelle koordinering mellem fagprofessionelle enten styrkes eller svækkes af de organisatoriske rammer og påvirker støtten til sårbare unge. Rapporten præsenterer resultaterne fra et udviklingsprojekt fra 2024, som er finansieret af Helsefonden.
– Der er en tendens til at tro, at tværfagligt samarbejde opstår naturligt, men det kræver faktisk kompetencer og strukturer, som ofte mangler, fortæller Karen Albertsen, projektleder og seniorforsker i TeamArbejdsliv.
Fælles mål og gensidig respekt
Resultaterne viser, at vellykket støtte bygger på delt viden, fælles mål og gensidig respekt [KA1] mellem aktørerne. En “håndholdt indsats”, hvor den unges specifikke behov er i centrum, giver bedre resultater og større faglig tilfredshed.
Silotænkning i lovgivningen, utilstrækkelig kommunikation og personalemæssig udskiftning er blandt de faktorer, der i følge forskerne vanskeliggør sammenhæng. Samtidig fremhæver rapporten værdien af IPS-ordninger (se boks), mentorstøtte, peer-løsninger og udvikling af et fælles fagsprog.
Vi skal ikke slippe de unge for tidligt
– Der er brug for, at fagpersoner bliver klædt på til reelt at koordinere og arbejde fleksibelt med udgangspunkt i den unges behov. Og så skal vi være villige til at fastholde kontakten, indtil der er et klart næste skridt, siger Karen Albertsen.
| IPS-metoden IPS-ordninger står for ‘Individuelt Planlagt Job med Støtte’ og er en evidensbaseret beskæftigelsesindsats, der hjælper mennesker med psykiske sygdomme til at finde job eller uddannelse, som matcher deres ønsker og behov. Målet er, at deltageren inkluderes på en almindelig arbejdsplads frem for at blive tilbudt virksomhedspraktik, forløb på et internt værksted eller ansættelse i job særligt for personer med funktionsnedsættelse eller handicap. Denne tilgang kaldes også ”place then train”. Det skyldes, at der arbejdes på at finde ordinære jobs og sideløbende give den nødvendige træning og støtte, der skal til, for at deltageren kan fastholdes i job eller på uddannelsen. (Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutter |