Udsatte og sårbare unge og deres pårørende oplever ofte vanskeligheder med at opnå relevant støtte i det fagprofessionelle system. Fra et brugerperspektiv er det en kilde til, at i forvejen vanskelige vilkår bliver endnu mere vanskelige. Fra de fagprofessionelles perspektiv medfører det pressede arbejdsvilkår og oplevelse af utilstrækkelighed. Mange forebyggende indsatser og tiltag vidner om, at der også er opmærksomhed på vanskelighederne, men at der ikke findes nogen hurtige og enkle løsninger på problemerne.
I et udviklingsprojekt finansieret af Helsefonden og gennemført mellem 2023 og 2024, har vi i samarbejde med forskere fra RUC indsamlet viden og erfaringer fra en række fagprofessionelle og interessenter, herunder interesseorganisationer for patientgrupper, behandlings- og udredningsinstitutioner, støttetilbud, beskæftigelsesforvaltning, samt en politisk organisation. Projektet havde til formål at skabe viden om, hvordan organisatoriske strukturer kan understøtte eller modarbejde udvikling af den relationelle koordinering imellem fagprofessionelle aktører involveret i støtte af sårbare unge.
Resultaterne sætter fokus på centrale opmærksomhedspunkter, som uddybes i rapporten, der kan downloades HER
1) Det tværfaglige samarbejde er ofte udfordret af manglende fælles viden og retning for indsatsen i kombination med sjælden, forsinket eller mangelfuld kommunikation. Kompetencerne til facilitering af tværfagligt samarbejde er ofte mangelfulde blandt aktørerne.
2) Der er behov for, at alle fagprofessionelle kender til det typiske ved de unges problemstillinger. Hvilke betingelser, muligheder og begrænsninger indebærer det? Og hvilke behov for støtte har den unge? Hvilke diagnoser der er permanente, og hvilke der er midlertidige/mulige at behandle?
3) Samtidig er der behov for at fastholde sensitivitet overfor den specifikke unges behov og potentialer.
4) Personaleudskiftning, ventetider og overgange mellem forskellige myndighedsområder vanskeliggør opbygningen af de personlige relationer, mindsker kontinuiteten og svækker mulighederne for den relationelle koordinering.
5) Der er brug for særligt tilrettelagte uddannelser, praktikker og beskæftigelser, understøttet af mentorer.
6) Udvikling af et fælles sprog om følelser kan både bidrage til en normalisering af at have det svært og til at opbygge fælles redskaber til at håndtere det.
7) Lovgivningens opsplitning i særskilte domæner modarbejder sammenhæng og koordinering.
Resultaterne illustrerer, at jo mere de fagprofessionelle opbygger tillid, fælles retning og deler viden om den enkelte unge, desto bedre og mere holdbare indsatser opnås for de sårbare unge.