Pårørende på Job

Pårørende på Job® er et forskningsprojekt gennemført af TeamArbejdsliv i samarbejde med Videnscenter for Pårørende på Job. Formålet var at skabe viden om udbredelse, konsekvenser og håndtering af mentale belastninger hos arbejdende forældre til børn og unge med psykiske helbredsproblemer.

Forskningsprojektet er en del af initiativet Pårørende på Job®, som blev etableret i 2020 og senere forankret i Videnscenter for Pårørende på Job. Team Arbejdsliv har bidraget med forskning til initiativet siden opstarten.

Mentale sundhedsproblemer er stigende blandt børn og unge. Omtrent 15 % af børn og unge i Danmark har været i behandling for en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år. Selvom mange unge nærmer sig voksenalderen, kan psykiske lidelser som angst, depression eller spiseforstyrrelser gøre det vanskeligt at overskue skolegang, lektier, fritidsjob og sociale relationer.

Initiativet Pårørende på Job® har siden 2020 haft fokus på at udvikle og formidle viden om arbejdslivet for forældre til børn og unge med psykiske helbredsproblemer. Forskning har været et centralt element i initiativet fra begyndelsen og har bidraget til at kvalificere både viden og praksis på området.

Forskningsprojektet omfatter et landsdækkende dansk registerstudie samt et scoping review. Registerstudiet undersøger forældre og deres børn og unge med nyopstået psykisk sygdom i perioden 2000–2008 og analyserer helbreds- og beskæftigelsesmæssige konsekvenser ved at være pårørende i job i en opfølgningsperiode på op til 10 år.

Formålet med scoping reviewet er at kortlægge videnskabelig og populær litteratur om interventioner og værktøjer, der kan forbedre balancen mellem arbejde og privatliv for pårørende i job. Herunder ses der på indsatser, som kan understøtte dialog og forståelse mellem arbejdsgivere og medarbejdere.

Læs mere om initiativet på Videnscenter for Pårørende på Jobs hjemmeside.