SeniorArbejdsLiv kortlægger og undersøger fastholdelse og tilbagetrækning for seniorer
TeamArbejdsliv samarbejder med Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) og Aalborg Universitet (AAU) på en fortsat bevilling fra TrygFonden om projektet SeniorArbejdsLiv. Projektet blev igangsat i 2017.
Baggrunden for projektet er, at alle i gennemsnit skal blive flere år på arbejdsmarkedet. Skiftende regeringer har løbende hævet folkepensionsalderen og indskrænket mulighederne for tilbagetrækning før pensionsalderen ved at afskaffe efterlønnen og i stedet indføre seniorpension og Arne-pension. Det stiller arbejdsmarkedet i en situation, hvor virksomheder og medarbejdere skal tilpasse sig, at ansatte gennemsnitligt forbliver længere i arbejde.
Projektet har fokus på, hvordan virksomheder og ansatte tilpasser sig de ændrede rammer, hvor seniorpolitikker og -tilbud er en væsentlig del af tilpasningen. De mest anvendte tilbud til seniorer er muligheden for at gå ned i arbejdstid, for at opnå en mere fleksibel arbejdstid og for at arbejdsopgaverne bliver tilpasset seniorernes behov.
TeamArbejdslivs rolle
TeamArbejdslivs rolle er at gennemføre kvalitative studier af virksomheder, herunder at interviewe ledere, HR-ansatte, arbejdsmiljørepræsentant (AMR), tillidsrepræsentant (TR) og ikke mindst medarbejdere. Vi har gennemført casestudier af virksomheders seniorpolitikker samt seniortilbud og udarbejdet en rapport om 15 seniorers overgang fra arbejde til pension.
Endvidere har vi udarbejdet en række temarapporter om fx seniorer og organisationsforandringer, ledige seniorer, seniorer på arbejdsmarkedet efter pensionsalderen, seniorer og fleksibilitet i tid og rum, m.fl.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
NFA’s primære rolle i projektet er at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt 55+ årige om en række forhold, der handler om fx planlagt tilbagetrækningsalder, muligheden for at opnå seniorinitiativer samt brug af seniorinitiativer mv. Skemaet udsendes hovedsageligt til seniorer i arbejde men også til seniorer, som har været i arbejde, og til arbejdssøgende seniorer.
Aalborg Universitet (AU)
AAU’s primære rolle i projektet er at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt danske virksomheder. Spørgeskemaet interesserer sig for virksomhedernes tilbud til seniorer, ansættelses- og afskedigelsespolitikker i forhold til seniorer, virksomhedens syn på seniorarbejdskraft mv.
Kommunikation – Knowledge Transfer and Exchange (KTE)
Projektet har en kommunikationsindsats, som arbejder på at bringe projektets resultater ud til relevante aktører på arbejdsmarkedet, i organisationer og blandt politikere og medarbejdere. Senest er der iværksat en KTE-indsats, som ønsker at inddrage flere aktører i projektet.
Projektets resultater og aktiviteter er publiceret på hjemmesiden, hvor alt fra spørgeskemaer til rapporter og forskningsartikler kan findes.
Projektet har været i gang siden 2017 og fortsætter stadig.
