Stressforebyggelse gennem organisatorisk forventningsafstemning

Kan belastning og tidspres i plejesektoren forebygges gennem bedre samarbejde om planlægning, prioritering, justering og evaluering af opgaveløsningen?

Ansatte i den offentlige sektor oplever ofte, at der er for lidt tid til arbejdsopgaverne, og at det er svært at udføre arbejdet i en ordentlig kvalitet. Det kan få dem til at føle sig travle, utilstrækkelige og stressede, og det kan igen medføre endnu dårligere opgaveløsning.

Der opstår nemlig let et misforhold mellem medarbejderens forventninger til kvalitet og mulighederne for at kunne honorere dem. Det er en konflikt, som den enkelte ikke kan løse alene. Derfor skal ansvaret for at prioritere, hvad der er vigtigt, flyttes fra den enkelte medarbejder til et fælles rum. Det kan ske ved at man i fællesskab gør det tydeligt, hvad der er muligt og realistisk inden for de eksisterende rammer.

Det er netop dette, et stort udviklingsprojekt i plejesektoren handler om. Projektet indsamler viden og erfaringer om konkrete måder, hvorigennem ledelse og medarbejdere kan skabe fælles forventninger til opgaveløsning og -planlægning. Vi kalder det en ”organisatorisk forventningsafstemning”. Fire udvalgte arbejdspladser (to plejecentre, én hjemmepleje og et bosted) støttes til at udvikle deres praksis i forhold til løbende planlægning, prioritering, justering og evaluering af arbejdsopgaverne. Konkret sker det gennem korte konsulentstøttede forløb med workshops og sparring. Hensigten er at få medarbejderens egne samt fælles forventninger og ressourcer til at balancere bedre, styrke koordinering og opgaveløsning og dermed mindske stressniveauet.

Planlægningen af projektets aktiviteter kombineres så vidt muligt med det, der i forvejen sker på arbejdspladsen, fx afdelingsmøder, planlægningsmøder, MED- og TRIO-møder, og projektet forankres i en lokal styregruppe. Projektet evalueres igennem data indsamlet via spørgeskemaer, interviews og logbøger i et realistisk evalueringsdesign. Projektet vil på den baggrund give erfaringer og viden om konkrete måder, som organisatorisk forventningsafstemning kan udformes og understøttes på, så stress og belastning på ældre- og plejeområdet mindskes.

Læs mere om erfaringerne fra en af de deltagende arbejdspladser her: Gode aftaler om morgenen giver mindre stressende arbejdsdag.

Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.