Kvaliteten af organisationsændringer har betydning for, hvor længe seniorer forventer at blive på arbejdsmarkedet. Næsten hver fjerde senior, der har oplevet organisationsændringer på jobbet, har overvejet at gå tidligere på pension Det viser ny forskning.
Når arbejdspladsen går gennem forandringer, kan det mærkes – især for medarbejdere i den sene del af arbejdslivet. Et nyt dansk studie viser, at det ikke nødvendigvis er forandringen i sig selv, der får seniorer til at overveje at forlade arbejdsmarkedet før tid, men hvordan forandringen bliver gennemført.
Blandt de godt 12.000 lønmodtagere over 50 år, som deltog i undersøgelsen, havde over halvdelen (56 %) oplevet en organisationsændring inden for de seneste to år. Og hos næsten hver fjerde af dem (23%) havde det givet anledning til, at de overvejede at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet.
– Men en helt centrale pointe i studiet er, at det er kvaliteten af forandringsprocessen, der ser ud til at have afgørende betydning for, hvordan seniorer reagerer, fortæller Karen Albertsen, seniorforsker hos Team Arbejdsliv og medforfatter på studiet.
Ingen negativ effekt ved forandringer af høj kvalitet
Studiet – som er en del af forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv – viser, at dårlig eller kun moderat kvalitet i implementeringen af organisationsændringer hænger sammen med en lavere forventet pensionsalder blandt seniorer.
Sammenlignet med ændringer, der blev gennemført med høj kvalitet, var den forventede pensionsalder i gennemsnit 0,45 år lavere ved moderat kvalitet og 0,71 år lavere ved lav kvalitet. Forandringer, der blev håndteret godt, havde derimod ingen negativ effekt på forventningen om at blive længere på arbejdsmarkedet.
– Det handler ikke kun om, hvorvidt der sker en forandring, men om hvordan den bliver gennemført. Når medarbejdere ikke bliver informeret, inddraget eller forstår formålet med ændringerne, risikerer man at skubbe dem væk, længe før man ønsker det, forklarer Karen Albertsen.
Små forskelle – stor betydning
Selvom forskellene i den forventede pensionsalder i gennemsnit “kun” er mellem et halvt og trekvart år, kan konsekvenserne blive mærkbare i stor skala.
– Set i lyset af, hvor udbredte organisationsændringer er, og hvor stor en del af arbejdsstyrken, der er over 50, så har det stor betydning for samfundet, hvordan virksomheder tilrettelægger deres forandringsprocesser, siger Karen Albertsen og fortsætter:
– Vi taler om potentielt mange mistede arbejdslivsår, hvis forandringerne gennemføres uden ordentlig planlægning og inddragelse.
Forskelle mellem brancher og funktioner
Organisationsændringer var mest udbredt blandt medarbejdere med kontorarbejde, efterfulgt af produktion, mens de var mindst almindelige i jobfunktioner med direkte kontakt til mennesker, dvs. typisk i den offentlige sektor.
I de mere udsatte jobfunktioner var det særligt de dårligt implementerede ændringer, der trak forventningerne til pensionsalderen ned. I brancher med færre ændringer, som fx omsorgssektoren, kunne velimplementerede ændringer derimod have en positiv effekt – og faktisk hæve den forventede pensionsalder en smule.
Hvad kan virksomheder gøre?
Studiets fund peger tydeligt på behovet for grundig planlægning og involvering, når større ændringer skal gennemføres:
- Skab gennemsigtighed i beslutningsprocesserne
- Informer tidligt og tydeligt
- Inddrag medarbejdere i forandringsarbejdet
- Skab mening med ændringerne – også for dem, der har været længst i jobbet
– Hvis virksomheder sikrer høj kvalitet i implementeringen, øger de ikke kun chancen for at fastholde seniorer. De styrker også sammenhold og trivsel blandt alle medarbejdere, siger Karen Albertsen.
| Om studiet Del af forskningsprojektet SeniorArbejdsLiv, støttet af TrygFonden Baseret på spørgeskemadata fra 12.269 danske lønmodtagere over 50 år Udført i et samarbejde mellem Team Arbejdsliv, Aalborg Universitet og Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Studiet er publiceret i Journal of Occupational Rehabilitation (2024) Læs den videnskabelige artikel (Springer) Kontakt: Karen Albertsen Mail: kal@teamarbejdsliv.dk Telefon: 25530119 |
