Samarbejde på tværs skal styrke virksomheders forebyggelse og håndtering af inklusion og mental sundhed

Velliv Foreningen har lanceret to forsknings-calls med fokus på diversitet, inklusion og mental sundhed i et forretningsperspektiv. Med denne satsning ønsker foreningen at understøtte praksisnære forskningsprojekter, der kan give virksomheder viden og konkrete værktøjer til at styrke trivsel og social ansvarlighed på arbejdspladsen.

Ifølge Lise Lawaetz Winkler, forskningskonsulent i Velliv Foreningen, halter de små og mellemstore virksomheder (SMV’er) ofte bagefter, når det gælder forebyggelse og håndtering af trivsel og mental sundhed. De mangler ressourcer og er presset fra mange sider, fortæller hun i artikel på Vellivs hjemmeside. Derfor lancerer foreningen to calls om emner, der aktuelt optager og udfordrer SMV’er, og som samtidig kan vise sig at være en løftestang for trivselsindsatsen.

Reel effekt ude på arbejdspladserne

For at understøtte samarbejde på tværs af forskning, virksomheder og praksismiljøer deltog TeamArbejdsliv i et dialogmøde, hvor aktører fra forskning, ledelses- og organisationsrådgivere og interesseorganisationer var inviteret til dialog om samarbejde og nye forskningsidéer. Ulrik Gensby fra TeamArbejdsliv satte her fokus på, hvordan tværfagligt samarbejde er nødvendigt for at sikre, at forskningsbaseret viden bliver anvendt i virksomhederne.

– Når forskere og virksomheder mødes som udgangspunkt for forskningsprojekter, bliver det muligt at skabe en fælles forståelse for mentale sundhedsudfordringer fra starten af et projekt, hvor forskerne bliver opmærksomme på behov for løsninger og for indsigt i virksomhedernes arbejde med mental sundhed. Virksomhederne kan oplyse forskerne om, hvad de er udfordret af og hvordan det giver mening at bidrage til forskningsprocessen. Det gælder om at styrke relationer mellem forskere og virksomheder og understøtte parathed til at arbejde med vidensbaserede løsninger, som en del af forskningsprocessen, siger Ulrik Gensby.

Nye forskningsmuligheder

Velliv Foreningens to nye forsknings-calls har fokus på:

  1. S’et i ESG. Diversitet, lige adgang og inklusion på arbejdspladsen set fra et forretningsperspektiv
  2. Mental sundhed i forretningsperspektiv. Hvordan virksomheder kan arbejde strategisk med mental trivsel.

Der uddeles op til 10 millioner kroner til projekter, der opfylder kravene om tværfagligt samarbejde. Projekterne skal involvere mindst to forskningsaktører fra forskellige institutioner samt minimum fem SMV’er.

VellivForeningen ønsker at forny forskningen om mental sundhed på arbejdspladsen og sikre, at den sætter aftryk i praksis. Foreningen inviterer derfor til forslag om projekter med afsæt i aktuelle SMV-behov, tværfaglige kompetencer og stærke innovative forskningsdesign med vægt på partnerskaber og vidensudveksling.

Ansøgningsfristen for de nye forskningsprojekter er den 24. april 2025. Læs mere om krav og deadlines her: https://www.vellivforeningen.dk/soeg-stoette/forskning/calls

Læs mere her: https://www.linkedin.com/posts/teamarbejdsliv_dialogm%C3%B8de-n%C3%A5r-forskning-og-forretning-m%C3%B8des-activity-7273339809132146688-NV8a?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAFZSo8BaHuoSZzFFuPCqjn0xj0EF9FndNE

TeamArbejdsliv har udarbejdet et inspirationskatalog der beskriver en række udfordringer og muligheder for etablering og facilitering af praktisk anvendt forskning i partnerskaber. Kataloget opstiller en række anbefalinger for god praksis som kan styrke relationer og understøtte parathed til at arbejde med vidensbaserede løsninger som en del af samarbejdet mellem forskere og virksomheder. Katalogets anbefalinger er især rettet mod partnerskaber der omhandler praktisk anvendt forskning om arbejdspladsbaserede indsatser til at forebygge og håndtere mentale sundhedsudfordringer.

Læs mere om etablering og facilitering af praktisk anvendt forskning i partnerskaber her: Inspirationskatalog for etablering og facilitering af praktisk anvendt forskning i partnerskaber

Kontakt: Ulrik Gensby. Mail: uge@teamarbejdsliv.dk Telefon: 22 22 50 34

Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.