TeamArbejdsliv er sammen med FOOD, DRC, WhiteCloud, Necto og lokale erhvervsfremmeaktører klar til at omsætte eksisterende viden til konkret praksis i restaurationsbranchen. Med støtte fra Velliv Foreningen skal projektet Vi går forrest skabe bedre trivsel, stærkere ledelse og mere bæredygtige arbejdsgange i 24–30 virksomheder – og på sigt i hele branchen.
Restaurationsbranchen er præget af højt tempo, skiftende arbejdstider og et arbejdsmiljø, hvor trivsel let bliver nedprioriteret i en travl hverdag. Samtidig ved vi, at god trivsel er god drift: Klare rammer, stærkt samarbejde og tydelig ledelse skaber både bedre arbejdsmiljø og bedre gæsteoplevelser.
Med projektet Vi går forrest er målet at styrke mental sundhed og trivsel i branchen ved at omsætte eksisterende viden og værktøjer til konkret praksis i små og mellemstore restauranter, caféer og barer. Projektet bygger videre på analyser og værktøjer fra blandt andre Necto, FOOD/Norion og Syddansk Universitet – og gør dem anvendelige i den enkelte virksomheds hverdag.
Fra værktøjer til konkrete forbedringer
I projektet arbejder TeamArbejdsliv tæt sammen med virksomhederne om at tilpasse og afprøve værktøjer, der kan styrke både trivsel og drift. Det kan være tydeligere rollefordeling i køkkenet, bedre planlægning, klarere kommunikationsveje eller træning i håndtering af svære kundesituationer. Fælles for tiltagene er, at de skal være praksisnære, fleksible og direkte anvendelige også når der er travlt.
Implementeringen sker gennem virksomhedsbesøg, fælles læringsforløb og konkrete handlingsplaner, der kobler trivsel til driftsmæssige forbedringer. Målet er, at mindst 75 pct. af de deltagende virksomheder implementerer 1–2 værktøjer i deres daglige praksis.
Lokal forankring som motor for varig effekt
Et centralt element i projektet er opbygningen af lokale netværk i de tre geografiske områder. Her mødes virksomheder og erhvervsfremmeaktører om fælles udfordringer, løsninger og erfaringer. Netværkene skal fungere som en varig struktur for læring og udvikling – også efter projektets afslutning.
Peter Hagedorn-Rasmussen, arbejdslivsforsker i TeamArbejdsliv, understreger betydningen af den lokale forankring:
-Vi ser frem til at skulle samarbejde med de lokale aktører inden for restaurationsområdet. At tage afsæt i deres hverdag er helt afgørende for at få lavet vedvarende styrkelse af arbejdsmiljøet. Forankringen i lokale netværk er et afgørende afsæt for projektet. De små og mellemstore virksomheder spiller allerede sammen. Og ved at bygge videre på samarbejdet forventer vi, at arbejdsmiljøkapaciteten både knyttes tæt på udvikling af driften, og at den får en stærk forankring.
Peter Hagedorn-Rasmussen har tidligere været med til at gennemføre et analyseprojekt, der satte fokus på psykisk arbejdsmiljø i restaurationsbranchen – et vigtigt fundament for det videre arbejde.
Støttet af Velliv Foreningen
Projektet er støttet af Velliv Foreningen og løber frem til marts 2029. I perioden gennemføres implementeringsforløb, netværksmøder, podcasts, webinarer og en bred formidlingsindsats, så erfaringerne kan komme hele branchen til gavn.
TeamArbejdsliv glæder sig til at være med til at udvikle opskriften på et godt arbejdsmiljø i restaurationsbranchen sammen med de relevante virksomheder.
Kontakt
Hvis du vil vide mere om projektet, er du velkommen til at kontakte os.
Peter Hagedorn-Rasmussen
Telefon: +45 35 90 10 60
Henrik Ankerstjerne Eriksen
Telefon: +45 22 86 21 37
