Fald ikke på halen – det kan forebygges

Vidste du, at hver tiende alvorlige arbejdsulykke på hospitaler skyldes fald eller snublen? Alvorlige fald- og snubleulykker kan give varige mén, men det gode er, at de ofte kan forebygges. TeamArbejdsliv har sammen med BFA Velfærd & Offentlig Administration udviklet tre gode råd til at forebygge fald- og snubleulykker på hospitaler. Rådene kan også bruges i andre brancher:

Forebyg at du selv eller en kollega falder

  • Tør op med det samme: Hvis du spilder eller ser væske på gulvet, så tør det op straks.
  • Ryd op efter dig: Sørg for, at andre ikke falder over eller støder ind i noget, du har efterladt.
  • Sæt apparatur og hjælpemidler på plads: Når du er færdig med at bruge noget, så sæt det på plads med det samme.
  • Tjek ledninger: Sørg for, at ledninger ikke ligger i vejen for andres færden.
  • Brug fastsiddende fodtøj: Træsko eller sandaler uden hælkappe øger risikoen for at falde.
  • Afmærk faldrisikoer: Hvis du ikke umiddelbart kan fjerne en faldrisiko, så afmærk den og informer din leder eller arbejdsmiljørepræsentant.

Undgå at falde på trapper

  • Brug gelænderet: Hold fast i gelænderet, når du går på trapper.
  • Brug ikke mobilen: Undgå at bruge din mobiltelefon, mens du går på trapper.
  • Gå, løb ikke: Der er ikke mange sekunder at vinde ved at løbe – gå i stedet.
  • Bær kun det nødvendige: Bær kun så meget, at du kan se trinene og have en hånd fri.

Styrk jeres forebyggelseskultur

  • Tag snakken: Oplever du uhensigtsmæssig sikkerhedsadfærd, så tag en snak om det – enten i situationen eller på et personalemøde. Sig det på en måde, så det ikke opfattes som en anklage eller skaber konflikt.
  • Se det som en hjælp: Hvis du bliver gjort opmærksom på, at du har forårsaget en sikkerhedsrisiko, så se det som en hjælp til at blive mere opmærksom.

Du kan hente materiale og få flere tips til at forebygge faldulykker på hospitalet her: Gode råd om at forebygge faldulykker.