Effektiv vagtplanlægning er afgørende for en velfungerende hverdag i sundhedssektoren, men opgaven er ofte kompleks. Uretfærdighed og konflikter omkring arbejdstider kan hurtigt opstå og medføre stress og mistrivsel blandt medarbejdere. I samarbejde med ledere og medarbejdere i plejesektoren har seniorforsker Karen Albertsen og konsulenterne Henrik Ankerstjerne Eriksen og Eva Thoft fra TeamArbejdsliv sammen med udviklingskonsulent Tom Maarup, undersøgt, hvordan man kan udvikle vagtplanlægningen for at skabe bedre vilkår.
Projektet, Stressforebyggelse gennem organisatorisk forventningsafstemning, fokuserer på, hvordan man kan forebygge belastning og tidspres ved at styrke samarbejdet omkring planlægning, prioritering og evaluering af opgaverne. Resultaterne giver konkrete redskaber til at forbedre vagtplanlægning og reducere stress på organisationsniveau.
Læs mere om projektet og se de praktiske anbefalinger, som kan hjælpe din arbejdsplads med at skabe varige forbedringer: Læs mere her.
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden (AMFF) under Arbejdstilsynet.
<Bokse>
Typiske problemer i vagtplanlægning
- Planlæggerne får stress – ofte “moralsk stress”, da de møder utilfredshed med planen.
- Planen tager lang tid at udarbejde og vedligeholde.
- Usikkerhed om medarbejdernes ydeevne – elever, vikarer og nye ansatte kan skabe tvivl om kapaciteten.
- Mangel på input fra personalet – medarbejdere melder ikke ønsker til vagter ind.
- Ferieplanlægning skaber misundelse og uro.
- Belastningen mellem afdelinger er ulige – alle føler, at deres afdeling har mest travlt.
- Forhandling om daglige opgaver fører til tidsspilde.
- Svært at få dækket vagter i sidste øjeblik.
- Lederen spilder tid ved at blive inddraget i planlægningen.
- Mange fejl opstår, når vagter og opgaver skal fordeles.
Fem gode råd til bedre vagtplanlægning
- Hæv diskussionen til MED-niveau
Vagtplanlægningen skal ses som et af arbejdspladsens vigtigste styringsredskaber – ikke som en lille “sudoku-opgave”. Planen handler om kerneopgaveløsning, medarbejdertilfredshed og borgertilfredshed. - Lav en klar politik for ansvarsfordeling
Indfør en fair og tydelig politik for, hvad der sker, hvis medarbejdere ikke byder ind med deres ønsker. Det skaber en klar ramme for ansvar og gør det lettere for planlæggeren at få tingene til at hænge sammen. - Inddrag AMR aktivt
Arbejd tæt sammen med arbejdsmiljøgruppen og MED om de daglige problemer i planlægningen. Dette samarbejde kan forbedre trivsel og reducere stress for planlæggeren. - Retfærdig fordeling af opgaver
Indfør et system til fordeling af opgaver i hverdagen, og aftal principperne i MED. Dette vil sikre, at teams oplever en mere retfærdig arbejdsbelastning. - Evaluer og lær af erfaringerne
Indfør en daglig opsamling, hvor teamet kan kommentere på vagtplanlægningen og fordeling af opgaver. Dette skaber mulighed for løbende justeringer og forbedringer.