TeamArbejdsliv har sammen med JobLife og HumanHouse gennemført et forskningsprojekt, hvis formål var at gennemføre forsøg med at anvende principperne om relationel koordinering til at styrke samarbejdet i byggefasen.
Antagelsen er, at kvaliteten af samarbejdet mellem faggrupper og mellem byggeledelse og faggrupper på en byggeplads har stor betydning for trivslen på byggepladsen. Desuden har det betydning for udførelse af arbejdet og for at gennemføre byggeriet til tiden.
På tværs af faggrupper
Intentionen med projektet har været både at sætte fokus på den relationelle koordinering mellem byggeledelse og formænd og på den relationelle koordinering mellem bygningsmedarbejderne på tværs af faggrupper.
Projektet er gennemført på fire byggepladser med følgende indsats:
- Byggeleder har fået en kort uddannelse i at varetage roller som RK-koordinator og initiativtager på byggepladsen.
- Byggeleder har med ekstern støtte afholdt en opstartsworkshop, hvor konkrete mål for byggepladsen er aftalt sammen med ledere (formænd) for de forskellige faggrupper, der udfører arbejde på byggepladsen.
- Byggeleder har løbende taget initiativ til at måle den relationelle koordinering på pladsen med det formål at kunne gribe ind og skabe dialog, hvis den relationelle koordinering falder.
- Byggeleder har løbende taget initiativ til en dialog om den relationelle koordinering set i forhold til de byggeopgaver, som skal udføres de næste 14 dage.
Det var intentionen, at der ved kritiske faser i byggeriet, hvor mange/flere faggrupper arbejder i samme område samtidig, skulle have været et særligt fokus på samarbejdet mellem faggrupper. Det er ikke lykkedes at gennemføre denne del af indsatsen. Det skyldes delvist, at covid-19 gjorde det umuligt at gennemføre indsatsen blandt andet fordi byggepladserne (formænd) ikke mente, at medarbejderne ønskede indsatsen.
Byggeleder skal være engageret
Hovedkonklusionen er, at byggeledere kan bruge principperne om relationel koordinering til at styrke samarbejdet på byggepladsen. Det kræver dog, at der er en kontinuitet i byggeledelsen under byggeprocessen, og det kræver, at byggelederen selv kan se meningen med og selv er engageret i relationel koordinering.
Som en del af projektet formidling er udarbejdet en RK-manual, der viser, hvordan en byggeplads kan arbejde med relationel koordinering.
Projektet er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.

