Udvikling af kompetenceprofil og værktøjer til interne arbejdsmiljøprofessionelle

Projektet udvikler en kompetenceprofil med beskrivelser og værktøjer til hjælp for arbejdsmiljøprofessionelle i industrivirksomheder.

De fleste større danske organisationer vælger at ansætte en eller flere professionelle specialister til at håndtere og koordinere arbejdsmiljøarbejdet internt i virksomheden. Gennem de sidste tyve år har antallet af interne arbejdsmiljøprofessionelle i danske organisationer været stigende. Men i modsætning til andre lande vi plejer at sammenligne os med, har vi i Danmark aldrig udviklet arbejdsmiljøprofessionelle som en egentlig profession.

Viden om de interne arbejdsmiljøprofessionelles opgaver og kompetencer kan bidrage til bedre at kunne understøtte deres funktion som forandringsagenter i virksomhederne, herunder deres potentiale for at omsætte viden til handling i forhold til regulering af risici, forebyggelse og påvirkninger. Problemet er derudover, at dem der er ansat ofte står alene med opgaven på fabriksgulvene, i de kommunale gange og i storrumskontorerne. De forventes at kunne håndtere alle udfordringer med arbejdsmiljøet. Samtidig har det formelle arbejdsmiljøsystem ikke megen kommunikation eller værktøjer der er henvendt til dem.  

I dette projekt udvikler TeamArbejdsliv en kompetenceprofil der beskriver hvilke kompetencer og vidensdomæner, der er nødvendige for arbejdsmiljøprofessionelle i danske industrivirksomheder. Det sker på baggrund af interviews med arbejdsmiljøprofessionelle i sådanne virksomheder og et tæt samarbejde med brancheorganisationerne for arbejdsmiljøprofessionelle: IDA Arbejdsmiljø og ArbejdsmiljøNET. 

Projektet er undervejs. I løbet af efteråret 2024 vil der blive afholdt en workshop for alle interesserede og der vil blive udgivet materialer med kompetenceprofilen samt uddybninger og værktøjer til hjælp for de arbejdsmiljøprofessionelle.

Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.