Mobilisering af viden til bedre arbejdsmiljø

Projektet undersøger hvordan man kan skabe bedre sammenhæng mellem arbejdsmiljøforskning og dens muligheder for anvendelse og indflydelse i politikudvikling og praksis.

Vidensmobilisering er en bred samlebetegnelse for processer, hvor forskere, virksomheder, myndigheder og såkaldte knowledge brokers (vidensbrobyggere) inddrager forskellige former for viden på forskellige tidspunkter til støtte for udvikling og omsætning af viden til løsninger på arbejdsmiljøproblemer.

Formålet med projektet er at afdække forskellige tilgange og metoder til at fremme virksomheders samspil med forskere og forskningsmiljøer, og undersøge virksomme mekanismer, som har betydning for den praktiske mobilisering af arbejdsmiljøforskning i politikudvikling og arbejdsmiljøarbejde på arbejdspladsen.

Projektet henvender sig til forskere/forskningsmiljøer og bevillingsgivende fonde med interesse i at udvikle deres formidlingsindsats og forskningskommunikation samt myndigheder, faglige organisationer, formidlingspersoner og arbejdsmiljøprofessionelle i det danske videnssystem omkring arbejdsmiljø.

Projektet bygger på en sammenfatning af international forskningslitteratur, som beskæftiger sig med problematikken omkring vidensmobilisering med relevans for arbejdsmiljøfeltet. Sideløbende er gennemført en række seminarer, hvor forskere i dialog med fonde og en række centrale aktører i det danske arbejdsmiljøsystem har drøftet problemfokus, muligheder i litteraturen og samarbejdet om at udarbejde anbefalinger til en ny fælles praksis for forskningens anvendelse og sociale impact.

Projektets resultater kan anvendes til at skabe en fælles forståelse omkring etablering af problemfokus, forskningskommunikation og strategier og rammer for samarbejde mellem forskere og andre aktører, når arbejdsmiljøforskningen skal virke og bringes i anvendelse af myndigheder og fagprofessionelle på arbejdspladsen. Læs om projektet og dets resultater her: https://amff.dk/media/12399/gensby_pp-vidensmobilisering_amff-aarskonference_final.pdf Projektets resultater er publiceret som bogudgivelse på Samfundslitteratur/Roskilde Universitetsforlag: https://amff.dk/media/13600/word_manus_vidensmobilisering_amff-nocopypdf42201709.pdf